Visionen om en kunstnerisk og kulturel landsby i særklasse
Gør det du er god til – sammen med os
Gratis learning by doing læring om fundraising, projektledelse, projektudvikling, innovationsprocessor, coaching, økonomistyring og meget mere … Vi gør det sammen!
Kunne du tænke dig at blive dygtigere indenfor nogle af ovenstående felter? Så bliv en af flokken i HØJ, hvor vi øver/leger sammen til glæde for os selv, hinanden og Hjortshøj. Her kan du øve dig i at fundraise med sparring fra vores professionelle fundraisere fra kulturbranchen, du kan udvikle dit eget projekt og få hjælp fra professionelle projektmagere, du kan styrke de kulturelle kompetencer hos byens børn og unge ved at stille dine evner til rådighed, du kan finde ligesindede legekammerater og skabe et band, et kreativt fællesskab, en læseklub, et kulturelt bygge/teknik-sjak, en tegneskole og så videre.
Mød op til vores stormøder eller kontakt bestyrelsen og fortæl hvad du gerne vil bidrage med – så bliver du en del af HØJ!
Tegnecafé, kreacafé, kulturcafé?
De seneste år har Viruphuset én gang om ugen kunne tilbyde tegnecafé til børn og voksne i alle aldre i Viruphusets café og kultursal.
Nu mangler vi frivillige til at drive tilbuddet videre - Så vi prøver at skabe et hold, der kan dele opgaven mellem sig.
Så kan du tegne, eller lave andet krea, og har du lyst til at give et par timer om ugen eller fx hver anden uge til at skabe et fællesskab og hjælpe andre i gang så kontakt Mikkel fra HØJ på mikkelottow@gmail.com eller Lars fra Viruphuset på lars@viruphuset.dk
Tegnecaféen har en stor vogn fyldt med tegnematerialer til frit forbrug. Men HØJ vil også gerne bakke op om indkøb af nye materialer, der også kan inkludere andet end tegning.
Har du fx lyst til at arbejde med syning, tufting, design, byggeri, teater, film eller andet, så kan vi hjælpe med at indkøbe det nødvendige udstyr og starte et hold op i samarbejde med Viruphuset.
senest rettet: 30.06.2026
Korworkshop støtter HØJ
Den internationalt anerkendte korleder Jens Johansen i samarbejde med den lokale musiker og ildsjæl Marie Ambrosius står bag en populær korworkshop, der hvert år samler mange sangglade i Hjortshøj.
Overskuddet fra workshoppen bliver doneret til kulturelle formål, og vi er stolte og beærede over at imponerende 5500 kr. i år går til Kulturforeningen HØJ.
Tak for sangen og jeres store indsats til Jens og Marie - og tak for midlerne, som går til at skabe endnu mere god kultur i Hjortshøj.
29.06.2026
Nyt stort fondstilskud til megakunst på Viruphuset
HØJ har en stor nyhed til jer!
HØJ har nemlig modtaget en donation på hele 300.000 kr. fra Kirsten og Gunnar fonden til en udvidelse af megakunstværket på Viruphuset. Med disse midler kan vi skabe et street-art-kunstværk, som når rundt til de sidste 3 sider af Viruphuset som en forlængelse af det allerede eksisterende kunstværk på Viruphusets bag-langside. Værket bliver skabt i et samarbejde mellem HØJ, Virup IF, Viruphuset og Virupskolen, og vi glæder os helt vildt til at kunne fortælle meget mere om planerne. Det bliver VILDT!
HØJ er en klub for dig, der kan lide at lave kultur og for dig, der vil bakke op om det kulturelle liv i Hjortshøj.
04.05.2026
Om HØJ
Kulturforeningen HØJ vil i Hjortshøj skabe en kulturel infrastruktur, som er enestående i Danmark. Vi vil i samarbejde med byens mangfoldige kunstnere og kulturfolk opbygge en særlig kulturel infrastruktur, der gør, at borgere og kulturiværksættere vil se flere muligheder og færre begrænsninger ved at samle kulturen under én forening. Formålet er at give byens borgere fra vugge til grav lighed i kulturel adgang, sunde kreative udfoldelsesmuligheder og en demokratisk adgang til kulturel (ud)dannelse.